Kommuniker til mobilen
26.09.2007
Alle har den på sig altid. Mobilen er blevet det sidste og "varmeste" led i kommunikationskæden. Derfor har Tendens opgraderet sig selv med et efteruddannelseskursus i at kommunikere til mobilen.
Kurset udbydes af Den journalistiske Efteruddannelse Update og handler både om markedet og aktuelle udviklingstendenser, love og regler om hvad der er tilladt og forbudt at sende ud og cases fra det virkelige liv.
Et af emnerne er en gennemgang af et it-værktøj, der kan håndtere SMS, MMS og e-mail kampagner, hurtigt og nemt.
10 milliarder sms'er
I 2006 blev der sendt 10 milliarder SMS beskeder i Danmark og 27 millioner MMS beskeder.
De nyeste udviklingstendenser tyder på, at mobilen i stigende grad vil bliver brugt som nyhedskilde, underholdningskanal og dialogværktøj, blandt andet via mobile weblogs, moblogs.
Både store mediehuse og mindre organisationer og virksomheder lægger derfor strategier for, hvordan de skal få brugerne og kunderne i tale via mobilen. Og for hvordan mobilen skal spille sammen med nettet og andre medieplatforme.